ForsideFind os

Sydhavnens Café Bio

Sydhavnens Café Bio
- et nyt initiativ fra Karens Minde Kulturhus.

Vær med fra starten
Fredag den 27. januar kl. 19.00 stiftes klubben Sydhavnens Café Bio som en del af Karens Minde Kulturhusforening. Ligesom mange af de andre kulturelle aktiviteter i kulturhuset, så vil biografklubben være et brugerstyret initiativ, hvor der nedsættes en styregruppe med meget stor indflydelse på driften. Mød op og vær med fra starten og vær med til at forme en helt særlig filmklub i Sydhavnen med fokus på kvalitetsfilm.

Caféhygge og kvalitetsfilm.
Filmene vil blive vist i Kulturhusets café, og både lyd og billede vil være i meget høj kvalitet idet vi bruger det bedste udstyr, stillet til rådighed af Cinema Closer. Caféen vil være åben under forestillingerne, og der vil være mulighed for at spise aftensmad før filmene går i gang.

Billigt medlemskab og entre.
Sydhavnens Café Bio vil være en medlemsbaseret aktivitet som vil være drevet af frivillige. Til det stiftende møde fredag den 27. januar lægges der op til, at et medlemskab kommer til at koste kr. 50,- og at entréen vil være kr. 20,- til forestillingerne. Det er billigt, og kan kun lade sig gøre fordi Karens Minde Kulturhusforening gennem kulturhusets kulturfond har valgt at støtte etableringen og fordi Cinema Closer stiller det professionelle lyd og fremvisningsudstyr til rådighed på meget favorable betingelser. På sigt skal der søges midler fra fonde, støtteordninger og private virksomheder til leje af film og udstyr.

En film hver måned.
Det er planen, at der skal vises en film hver måned i Sydhavnens Café Bio. De første 4 forevisninger er fastlagt, og der er taget udgangspunkt en serie storfilm, som er instrueret af markante instruktører. Fremover vil filmklubbens medlemmer selv skulle beslutte hvilke film der skal vises, men for at skyde initiativet godt i gang er nedenstående film på programmet frem til maj måned:

Programmet frem til maj ser således ud:

- Tirsdag den 21. februar, kl. 20: George Harrison – Living in the Material World (helaften) Instrueret af Martin Scorsese.

- Tirsdag den 27. marts, kl. 20: Casino (helaften) Instrueret af Martin Scorsese.

- Tirsdag den 24. april, kl. 20: Revolutionary Road. Instrueret af Sam Mendes

- Tirsdag den 29. maj, kl. 20: Brudte Favntag Instrueret af Pedro Almodóvar.


Yderligere information.
Mød op fredag den 27. januar kl. 19 i lokale 3 i Karens Minde Kulturhus og vær med i klubben fra starten.
Kontakt kulturhusets leder Jan Vejle på tlf.. 36 24 84 40, hvis der er spørgsmål.

 

 

 

Wagnersvej 19 2450 SV tlf. 36148436 email: karensminde@kmkulturhus.dk