D. 1/4-2004

Udtalelse fra fagligt møde for det Lager- og Handel organiserede personale i Kultur- og Medborgerhusene i København:

Det er med dyb forundring, at vi d. 26/3-2004 har fået oplyst via mail, at man fra Kultur- og Fritidsforvaltningens side ikke længere ønsker at anerkende vores fællestillids-repræsentant-ordning.

Vi har dags dato nedlagt arbejdet i alle Kultur- og Medborgerhuse i København og afholdt fagligt møde vedrørende ovenstående. På dette møde besluttede alle tilstedeværende, uden undtagelse, at nedlægge arbejdet resten af dagen.

Med dette brev fremsendes hermed krav om anerkendelse og overholdelse af aftalen vedrørende fællestillidsrepræsentant i henhold til Rammeaftalen med Københavns Kommune.

Med aktiv hilsen
Medarbejderne i Københavns Kultur- og Medborgerhuse.